Gravid med stomi      – de fantastiske 9 måneder

Råd og gode ideer, fra en gravid med stomi til I andre

Plukveer

Jeg har, særligt i min anden graviditet, oplevet mange og stærke plukveer. Jeg har fået forklaret at dette ikke er ukendt eller overraskende i forbindelse med graviditet med stomi, idet tarmen ligger op af livmoderen og hermed kan irritere livmoderen lidt, og det vil give disse stærke plukveer. Jeg har fået fortalt at det ikke er farligt, men blot generende, og at det kan reduceres ved at hvile liggende, hvilket jeg også har erfaret. Derfor er mit bedste råd til andre gravide med stomi at tale med sin jordmoder eller evt. obstetriker, hvis man oplever mange plukveer. Skyldes det som omtalt at tarmen generer livmoderen, prøv her at hvile liggende mere i løbet af dagen, og i forbindelse med at du oplever ubehag ved plukveer.

Andre vil røre ved din mave, med det er ikke rart at folk rører ved din stomi - hvad gør du?

Den gravide mave er til alle tider dragende. Og for nogle mennesker medfører det en spontan lyst til at berøre andres gravide mave. Det kan være grænseoverskridende - også for gravide uden stomi. Selv erfarede jeg igennem min graviditet at stå i denne situation flere gange. En gang oplevede jeg, at en person lagde en hånd på min runde mave, men alt hun berørte var min stomipose. Den oplevelse føltes meget akavet og jeg fandt ud af, at jeg kunne undgå det ved altid selv at placere min egen hånd henover stomipladen og posen, hvis jeg fornemmede nogle ville til at berører min mave. For herved ville resten af de nysgerrige hænder kun kunne berører være almindelig gravidmave. En anden løsning kan også være at sige nej tak til de nysgerrige hænder – det er også helt okay. Gør det, der føles rigtigt for dig.

Hvil dig

Der er pres på stomien under graviditeten. Din livmoder vokser og babyen sparker måske ud mod stomien. Dette kan give ubehag eller ligefrem gøre ondt. Her er et rigtigt godt og virksomt råd at hvile sig daglig, liggende på ryggen eller på siden støttet af puder, så du kan slappe af. Ved at ligge vandret reduceres presset mod stomien, og derfor kan det både fungere ”nu og her” ved ubehag, men også forbyggende ved fast middagssøvn eller eftermiddagshvile.

Glæd dig

Helt ligesom andre gravide. Det er helt naturlig at have mange spekulationer undervejs i et graviditetsforløb. Ved at have stomi, kan en række af flere spekulationer opstå. Hvordan bliver min graviditet? Vil det påvirke babyens tilvækst? Vil jeg få ondt? Vil jeg få komplikationer i relation til min stomi? Her er det vigtigt at huske på at give plads til glæden og faktisk turde at slippe glæden løs, og tro på at tingene nok skal gå. Husk, at det er en helt naturlig ting at være bekymret i forbindelse med sin graviditet og det at skulle være mor, men vigtigt er, aldrig at lade bekymringerne tage over, og lade det overskygge den glæde, man har lov at føle ved at være gravid.
Der kan i almindelige graviditetsforløb, hvor kvinden ikke har stomi, også opstå komplikation, så du er som mor med stomi ikke mere ansvarlig for at bekymre dig. Så glæd dig, glæd dig, glæd dig, og del bare din glæde med andre. Husk på at forløbet i alt sin unikhed også er fantastisk, smukt og livsbekræftende, og at netop du vil blive den bedste mor for dit barn.

Har du børn i forvejen

Hvis du har børn i forvejen, kan det være en god ide, og være med til at give dig ro og overskud undervejs i din graviditet, hvis du har lavet en ”hvad nu hvis plan”.
Det kan være en plan for, hvem der evt. kan passe dine andre børn, hvis der opstår komplikationer i forbindelse med din graviditet. Da jeg selv måtte indlægges med stop i stomien, var det en kæmpe lettelse at vide at mormor og morfar stod standby med pasning af min anden søn, i den uge jeg var på sygehuset.

L4.4_article4.jpg

Mad

Ændringer af livmoderens størrelse og barnets pres mod tarmene og stomien, kan undervejs i graviditeten medføre at din problemgrænse for, hvad der giver stop i stomien, rykker sig. Det er en god ide at være opmærksom på dette. Nogle gange er det muligt at tilpasse sin kost, til fx kost med færre fibre og mindre struktur. Andre gange er et stop i stomien desværre uundgåeligt. Her er det vigtigt at søge læge og ikke bare se det an. Selv oplevede jeg mange udfordringer med kost, stop i stomien og tarmslyngstilstand i min anden graviditet. Dette medførte en uges indlæggelse, hvor man afhjalp stoppet med et blødt kateter ind i stomien, som skabte passage i tarmen, ligesom der også har været behov for, at jeg ændrede min kost til langt færre fibre og i det hele taget tilvalgte en mere skånsom kost suppleret af proteindrikke.

Huden på maven

Huden på maven vil som en naturlig ting skulle udvide sig og give sig meget under en graviditet. Det er meget almindeligt at kvinder under et graviditetsforløb smører deres hud med diverse olier og cremer. Dette er ikke en god ide med stomi. Man risikerer ganske enkelt at stomibandageringen ikke kan sidde fast på huden, så det er vigtigt ikke at smøre maven. Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, om din hud måske bliver mere sart eller tynd i forbindelse med graviditeten. Selv oplever jeg, at huden lige under stomipladen er mere sart og tynd. Det er blevet tydeligt at se små blodspringninger i huden, og blodårer ses også meget tydeligere igennem huden. For at undgå at huden yderligere belastes ved stomiskift og for at undgå dissiderede sår, har jeg været forbi min ​stomisygeplejerske flere gange undervejs i min graviditet. Der findes ingen systematik, således at man automatisk indkaldes til ​stomisygeplejerske under sin graviditet, derfor er det vigtig selv at tage initiativ til at blive set af sin ​stomisygeplejerske. Jeg har ved de tidlige besøg i mine graviditeter valgt at komme, for at føle mig tryg som gravid med stomi, men næsten hver gang har besøgene også resulteret i nogle gode råd, og små redigeringer af min bandagering, således at den løbende blev tilpasset og fulgte med, i takt med at maven voksede og ændrede facon. Også på produktniveau kan der være gode råd at hente, idet nogle produkter måske viser sig mere velegnede til en tynd eller sart hud end produkter, der tidligere havde fungeret til din hudtype.

Tag billeder af din flotte mave

Din mave er smuk og unik undervejs i graviditeten. Måske har du foruden stomiposen også flere ar på maven. Du er smuk som gravid, netop som du er. Husk at tage flotte billeder af maven. Når jeg selv tænker tilbage på min første graviditet, husker jeg følelsen af, at føle mig meget fremmed og unormal som gravid med stomi. Min mave lignede langt fra de perfekte, runde smukke maver i graviditetsbøgerne, og det var svært, ja faktisk umuligt for mig at finde noget, jeg kunne spejle mig i. Derfor tog jeg næsten heller ingen billeder af min ”forkerte” gravid e mave, der med sine ar og stomipose var helt unik.
Denne oplevelse, af at være alene med sin gravide mave med stomiplade, pose og ar, blev senere mit drive til at kontakte Coloplast, fordi jeg brændende ønsker at andre gravide med stomi kan søge viden, se billeder og kende sig selv i et godt informationsmateriale om graviditet med stomi.
Billederne du tager af din gravide mave, kan du vælge enten at holde helt privat, vise dem til dine nærmeste eller dele mere offentligt. Lige meget hvad du vælger, er det både sjovt og hyggelig at følge med gennem billeder, mens maven vokser, og ikke mindst efter fødslen er det sjovt at se tilbage på, hvor stor maven har været, hvordan det så ud på forskellige tidspunkter i forløbet, og hvordan stomiposen kom til at hænge mere og mere ud på spidsen af den runde mave.

Pak dine stomiting i god tid inden din fødsel

Som mor med stomi skal du ikke kun være klar med en fødselstaske med tøj til den lille ny på sygehuset. Husk også at medbring en velpakket stomitaske, med alt hvad du kunne få brug for, til mindst et par dage. En rigtig god ide er her at pakke dine stomiting i rigtig god tid, så det ikke først er når vandet går, at du skal i gang med at samle og finde i stomitingene, du skal bruge. Herved er du godt forberedt og har mere overskud i situationen. Bruger du en opklipbar plade er min erfaring, at hullet skal klippes større i slutningen af graviditeten. Dette som følge af livmoderen og barnets pres ud mod stomien og tarmen. Klip evt. fem plader op i varierende størrelse, så kan du håndtere de fleste situationer.

Fødselsforberedelse

Fødselsforberedelse kan være mange ting, nogle forbereder en musikliste med afslappende og beroligende musik til fødslen, mens andre deltager i kurser inden en fødsel, som giver partneren indblik i hvordan de kan støtte, lindre eller massere deres fødende partner undervejs i forløbet. Som stomiopereret kan en god fødselsforberedelse også være at involvere din partner i, hvor og hvilke stomiting, plader poser osv. du vil skulle bruge til et evt. skift under en fødsel. Prøv det evt. af derhjemme, så I begge er trygge ved det, hvis I tænker det kunne være en god løsning og give jer tryghed under den kommende fødsel. Det er også helt legalt under ens fødsel, at sige: ”det er mig min partner er her for nu, er at byde vores lille barn velkommen til verden, min partner skal ikke hjælpe med min stomi.” Her foreslår jeg, at man involverer sundhedspersonalet i hvilken stomibandagering man bruger, og hvordan de vil kunne hjælpe med et evt. skift under en fødsel eller bagefter. Tøv ikke med at spørge om hjælp.
Som gravid med stomi, er jeg i begge mine forløb blevet fulgt af Obstetrikere, fødselslæger, som løbende har kontrolleret at graviditeterne er forløbet, som de skulle. Det er også med fødselslægerne og jordmoderen, man forinden fødslen, taler sit ønskede fødselsforløb igennem.
Nogle vælger et planlagt kejsersnit, hvilket jeg også har fået tilbudt begge gange. Kejsersnittet vælges blandt andet for at undgå et uforudsigeligt fødselsforløb, mens andre som jeg, ønsker en naturlig fødsel.
Skal jeg være helt ærlig, handler det, for mig om, at jeg er bange for et kejsersnit, bange for, om tarme og min stomi vil blive yderligere påvirket af et sådan indgreb. Derfor ønsker jeg, også her anden gang, at føde naturligt. Det kan være meget forskelligt hvor mange der er til stede under ens fødsel. Under min første fødsel, som tog 27 timer, var der en jordmoder med hele tiden, mens der også flere gange undervejs, var en fødselslæge samt en jordmoderstuderende og muligheden for at kalde assistance fra en kirurg, hvis behovet for et akut kejsersnit opstod.

Planen efter fødslen

Når du taler med din jordmoder eller obstetriker om din kommende fødsel, er det en god ide at aftale, at du dagen efter fødslen bliver set af en ​stomisygeplejerske. Der sker meget med maven efter en fødsel, og råd og vejledning fra en ​stomisygeplejerske kan både være med til at øge din tryghed, og være med til, at du undgår evt. hudproblemer eller udfordringer med bandageringen. Det er oplagt, at du ønsker det dagen efter din fødsel, for så er det klaret inden du kommer hjem til dig selv, hvor du og din baby kan komme i ro og sammen finde frem til jeres nye rutiner, uden at du skal tænke på at skulle ind på sygehuset igen efter en uge eller to. Jeg har i forhold til begge mine fødsler selv skulle bringe dette ønske på banen, det er altså ikke noget, du kan forvente sker automatisk, men alt sundhedspersonale omkring mig har altid bakket op om det, og synes det har været en rigtig god ide. En anden positiv effekt ved det, er at hvis du hjemme efter fødslen oplever problemer med stomien eller bandageringen, vil du kunne ringe ind og ofte tale med netop den ​stomisygeplejerske der foretog stomitilsynet, efter du havde født. Det giver tryghed.

Have dine depoter med stomiting fyldt op til tiden efter fødslen

Det er en god ide at fylde dit private lager op med de stomiting, du bruger. Bestil derfor en sending af produkter hjem, så du ikke skal gå og tænke på det efter fødslen.

Hjemme med baby – mor med stomi

Must have i din pusletaske

Gør det til en standardting at du altid har et nødkit til stomiskift i din pusletaske. Efter baby er kommet, vil du opleve, at det er umuligt at forlade hjemmet uden din pusletaske, da alt det baby har brug for er i tasken. Drop at have to tasker, for så er der chance for at glemme den ene, og det er unødigt, at du skal bruge energi på at huske og overskue begge dele.

Husk at sove med din baby

Du er en super mor – også med stomi. Men husk det giver dig ikke overnaturlige kræfter. Sørg derfor at få sovet når din baby sover. Det er en god tommelfingerregel, særligt i starten af din barsel. Brug ikke den tid på fx at skifte stomi.
Mit råd er at man gør klar til stomiskiftet på toilettet eller ved puslepladsen lige inden babys lur, eller når baby lige er faldet i søvn. Så har I begge overskud til skiftet, når I sammen har sovet.

Nye rutiner

Tiden efter man kommer hjem fra sygehuset med sin lille baby vil naturligt være en tid, hvor I som familie etablerer en række nye rutiner. Det gælder også i forhold til din stomi og skift af plade og pose. Alt efter hvor komfortabel din baby er med at blive puslet, kan puslepladsen, mens din baby er tryg foran dig, bruges som sted for stomiskift. Alternativ kan det også være en mulighed, at baby ligger trygt på en puslepude med et tæppe på badeværelsesgulvet, mens du skifter stomien som vanligt foran vasken. Husk at forberede skiftet godt til en start. Som ny mor kan man blive helt perplekst, hvis man ikke har fået posen lukket eller pladen klippet, og baby pludselig begynder at græde, mens man er mit i et skift. Husk på, at tage en dyb indånding, det skal nok gå. Selv om dit barn græder, er skiftet hurtigt klaret og du kan vende tilbage i moderrollen med fuld fokus på dit barn.

Hvad fortæller du mødregruppen

Din graviditet og fødsel med stomi har måske haft et andet forløb, og krævet mere af dig end de andre, du er kommet i mødregruppe med. Husk på, at du selv bestemmer, hvad du fortæller i mødregruppen. Jeres primærfællesskab går på jeres moderrolle, men bliv ikke skuffet eller ked af det, hvis ikke de kan relatere til det at være mor med stomi. Husk der vil være mange ting, hvor I vil kunne bruge hinanden som et fællesskab i forhold til jeres børn, deres udvikling og ikke mindst det sociale.

Amning

Jeg har oplevet dage, hvor min mave, tarme eller stomi, har været meget ømme og hvor det derfor ikke har været rart at sidde oprejst og amme mit barn. Den gode løsning for mig var, at jeg de dage ammede mere liggende. Der findes mange stillinger at amme i, og det er aldrig meningen at amning skal være forbundet med ubehag hverken for barn eller moder. Spørg evt. din sundhedsplejeske til råds eller søg på nettet, og få gode ideer til ammestillinger.
Ligger du ned og ammer dit barn, er det en god ide at lade din krop støtte af store puder. Herved kan du slappe af og hvile dig samtidig.

Nænsom mor – god mor for dig og dit barn

Vær nænsom ved dig selv. Måske har dit graviditetsforløb været hårdt. Men husk samtidig at prioritere din egen genoptræning. Måske vil det tage længere tid for dig end for andre, og det er faktisk også helt okay. Overvej blide træningsformer som yoga eller lange gåture med barnevognen. Selv om der i graviditeten måske var udfordringer, kan de nogle gange gå i sig selv igen, når din krop taber sig og vender tilbage til dens normale form. Ved min første graviditet fik jeg et glidende brok ved stomien.
Efter graviditeten og et almindeligt, langsomt vægttab, gik det glidende brok i sig selv igen.

Tilmeld dig
To top