I starten var jeg naiv, og ordet pandekage var uskyldigt. Det jeg oplevede var lækage. Og der var ikke nogen, der havde fortalt mig om lækage. Hverken kirurgen, stomisygeplejersken eller de andre mennesker med stomi, jeg havde mødt. Nej, det var åbenbart en stor hemmelighed.
Uheld, som vi kalder dem, var en af de ting, som jeg havde glædet mig mest til ikke at have længere. Slut med at løbe på toilettet med lynets hast, kun for at opdage, at jeg ikke var hurtig nok. Og ikke at være hurtig nok betød masser af tøjvask og nyt undertøj.
Jeg havde håbet at slippe for bekymringerne
Det betød nogle gange, at jeg var nødt til at låse mig inde på et toilet for at vaske og tørre mine jeans – mens jeg takkede Gud for opfindelsen af elektriske håndtørrere.
Bevidstheden om, at det aldrig ville ske igen, når først jeg var blevet opereret, spillede en stor rolle i min beslutning om at få fjernet min tyktarm. Jeg kunne ikke vente med at slippe af med bekymringerne om, hvor det nærmeste toilet var, at svine mit tøj til og den totale ydmygelse.
Du har ikke lækage, det er pandekageeffekten
Du kan forestille dig min rædsel, da jeg en morgen vågnede op og var smurt ind i lort. En rædsel, der kun blev forstærket af at være nødt til at vække min mand og lade ham tage sengetøjet af, mens jeg tog mit tilsvinede tøj af og sprang i bad. Det havde jeg ikke sagt ja til. Og det blev ved med at ske.
Jeg gik på internettet for at prøve at finde ud af, hvad det skyldtes, for at forsikre mig selv om, at jeg ikke var den eneste, der havde den oplevelse, og for at prøve at finde en måde at stoppe det på. Det var her jeg opdagede, at jeg ikke havde en lækage, men at det var pandekageeffekten.
Forklaring af pandekageeffekten
En lækage er, når afføringen finder en måde at sive ud under klæberen, normalt på et svagt sted og tit på grund af påsætningsfejl. Det havde jeg styr på efter de første par måneder.
Pandekageeffekten er anderledes. Det sker, når afføringen er tykkere end normalt og hurtigt samler sig uden at falde ned i posen, fordi personen – i dette tilfælde mig – har travlt med ikke at tænke over, at han/hun har en pose og ikke tjekker den ofte nok.
Afføringen samler sig i en bunke og skubber posen væk fra kroppen. Når du kigger, er der en klump, en pandekagelignende klump af lort, og posen har næsten løsnet sig helt fra kroppen. Det er ikke særlig rart!
Besværet ved hele tiden at være på vagt
Min løsning på pandekageeffekten i de første par år var at være på vagt hele tiden.
At være opmærksom på, hvad jeg havde spist og hele tiden tjekke posen, samt trykke den tykke afføring ned i bunden af posen, lige så snart jeg kunne gå et sted hen, hvor jeg kunne gøre det i enerum - sådan klarede jeg mig for det meste.
Men det er ikke let hele tiden at pille ved din pose, når du er ude, og jeg er ikke altid i en situation, hvor jeg kan finde et sted at gøre det i enerum.
Jeg har faktisk prøvet at vænne mig mod en mur og i smug manipulere indholdet i posen. Jeg kan ikke forestille mig, hvad forbipasserende må have tænkt. Hvis jeg var en mand, kunne jeg i det mindste lade som om jeg tissede. Så, selv om jeg havde fundet en form for løsning, var den langt fra perfekt.
Løsningen: Lidt glidecreme
Så var der en med erfaring, der foreslog en deodoriserende glidecreme. Det var ikke en person i en pornobutik i Soho, det var en person, der arbejder med stomiprodukter.
Det er min egen skyld, at jeg tænker som en teenagedreng, når jeg hører ordet glidecreme, og hvis du er mere moden end jeg er, undskylder jeg på forhånd.
Pointen er, at det fungerer ved, at omtalte glidecreme gnides rundt på indersiden af en ny pose, inden du sætter den på. For mit vedkommende sørger jeg for, at toppen af posen er helt smurt ind i det, og så fortsætter jeg som normalt.
Ingen pandekageeffekt i seks uger
Det er seks uger siden, jeg gjorde det for første gang. Hvis vi ser bort fra det idiotiske i, at jeg ikke opdagede dette, før jeg havde levet med pandekageeffekten i næsten fire år, så er mit liv helt forandret nu.
I løbet af de seks uger har jeg ikke haft en eneste pandekageeffekt. Min pose er blevet, hvor den hører til, og jeg er begyndt at have tillid nok til ikke at tænke på det hele tiden. Jeg er optimistisk. Jeg tror, at det vil være okay fra nu af.
