Sådan fungerer tarmsystemet

Ved du, hvordan tarmsystemet fungerer? Hvilken funktion har fordøjelsessystemet? Lær alt, hvad du skal vide om dit tarmsystem her.

Alt om dit fordøjelsessystem

Fordøjelsessystemet udfører en fascinerende, men kompleks proces. Det består af alle organerne, der er involveret i nedbrydning af maden, absorbering af næringsstoffer og udskillelse af affaldsprodukter.

Tyndtarmen

Fordøjelsesprocessen begynder i munden. Når du synker din mad, føres den gennem spiserøret til mavesækken, hvor den nedbrydes til mindre dele og bliver blandet med fordøjelsesvæsker. Den flydende blanding af mad og mavesaft føres over i tyndtarmen, hvor fordøjelsen fortsætter, og de fleste næringsstoffer, vitaminer og mineraler absorberes.

Tyktarmen

Når tyndtarmen har udført sin opgave, tager tyktarmen, som også kaldes kolon, over. I tyktarmen bliver resten af vandet og saltene absorberet, så affaldsprodukterne bliver fastere og bliver til afføring. Afføringen bliver derefter skubbet gennem tarmen mod endetarmen af en række muskelsammentrækninger, kaldet peristaltik. En sund tarm vil typisk have 3 til 4 større peristaltiske sammentrækninger om dagen.

Den tid, det tager for maden at blive ført gennem fordøjelsessystemet, kaldes “transittiden”. Den er forskellig fra person til person, men den gennemsnitlige transittid er 2,4 dage for kvinder og 1,9 dage for mænd.

Endetarmen

Når afføringen når frem til enden af kolon, føres den over i endetarmen, hvor den opbevares. Når endetarmen fyldes med afføring, udvider den sig. Det udløser nervesignaler, som sendes til vores hjerne og fortæller os, at det er tid at finde et toilet. Samtidig afslappes den interne lukkemuskel naturligt, og afføring føres ned mod anus og udskilles.
Både de interne og eksterne anale lukkemuskler er trukket sammen, når vi ikke har afføring, og det hjælper os med at undgå ufrivillig afføring og forhindre lækage.

To top