Før og efter operation

Før og efter operation

Nogle råd om, hvad du kan forvente før din stomioperation og de første par dage efter.

Før din operation

Sørg for at få masser af hvile dagene inden du skal opereres, da kroppen har brug for energi til at komme sig. Det kan også være en god idé at pakke noget løstsiddende tøj til at have på, når du skal hjem fra hospitalet.

Undersøgelse af sygeplejerske. Find det rigtige sted til stomien.

Find den rigtige placering til stomien

Din stomisygeplejerske vil sammen med dig vælge den bedste placering til din stomi. Det er vigtigt, at stomien er placeret, så den passer til den måde du normalt bruger kroppen på, og til det du gerne vil kunne foretage dig i fremtiden (sport, hobbyer osv.).

Tal med din stomisygeplejerske om stomiens placering, og når stedet er blevet afmærket på din mave, skal du tjekke, om du både kan se og nå den uden for meget besvær. Hvis det føles akavet, bør du tale med stomisygeplejersken om andre muligheder.

Når du vågner efter operationen

Når du vågner op efter operationen, vil du sikkert være træt og lidt konfus. Prøv at huske på, at du er i gode hænder og vil blive fulgt nøje hele vejen igennem.

Du vil allerede have din første stomipose på, når du vågner. Den vil højst sandsynligt være gennemsigtig, så sygeplejerskerne har let ved at kontrollere din nye stomi. Hvis du foretrækker det, vil du snart være i stand til at skifte til en, der ikke er gennemsigtig.

Hvordan vil det være at have en stomi? Gør den ondt?

Hvordan vil det være at have en stomi? Gør den ondt?

Stomien er rød og hæver sig normalt lidt ud fra din mave. Den kan være meget hævet til at begynde med, men vil aftage i størrelse med tiden – normalt vil hævelsen aftage 6 til 8 uger efter operationen. På grund af stomiens røde farve synes nogen, at det ser ud som om, at det gør ondt. Men det er ikke tilfældet. Der er ingen nerver i stomien, og du kan derfor ikke mærke, når du rører ved stomien. Vævet (slimhinden), som danner stomien, minder om det, du har i indersiden af munden, og det føles omtrent på samme måde at røre ved det – blødt, varmt og lidt fugtigt.

Det er helt normalt at være forlegen eller endda føle sig flov over stomien. Men husk, at lægerne og sygeplejerskerne, som tager sig af dig, har set det mange gange, og at de kun tænker på, hvordan du har det.

Du skal ikke blive urolig over de forskellige slanger og dræn

Du vil muligvis have forskellige slanger og dræn fastgjort til kroppen efter din operation. Det kan virke lidt overvældende, men det er ren rutine efter en operation.

Nogle af slangerne vil være drop med væske, som hjælper dig med at restituere, og nogle vil være dræn, som tømmer din tarm, indtil stomien fungerer optimalt. Alle drop og dræn vil snart blive fjernet med meget lidt ubehag – højst sandsynligt før du bliver sendt hjem.

Når du kommer hjem

Når tiden er inde til at forlade hospitalet, er det en god idé, hvis du har venner eller familie, som kan støtte dig de første par dage, efter du kommer hjem.

Mens du er indlagt, vil du modtage træning af din stomisygeplejerske. Men hvis det er muligt, er det tit en hjælp at involvere din partner eller en anden nær slægtning i træningen. Det vil gøre det lettere at fortsætte træningen derhjemme.

Tilmeld dig
To top