Jeg har det godt med min stomi

37-årige Katrine har stomi og fuld fart på sit liv. Hun bruger sine egne erfaringer i hjemmeplejen i Albertslund og ønsker, at andre skal have det lige så godt, som hun selv har det.

“Det er Katrine”.
Stemmen sprudler af energi, da Katrine tager telefonen. Hun har selv henvendt sig til Coloplast Care, fordi hun ønsker at fortælle en positiv historie om at være en yngre kvinde med stomi. Men nu kræver det lidt af en kalenderkabale at få interviewaftalen på plads. Fuldtidsjob som social- og sundhedsassistent i Albertslunds hjemmepleje, ekstraarbejde via et vikarbureau, familieliv med mand, 4 ‘delebørn’ (2 egne på 8 og 10 år og 2 bonusbørn), træning og socialt liv med veninder – der er meget, som skal passes.

Det lykkes. Ugen efter sidder vi over en kop kaffe i køkkenet i familiens rækkehus i Albertslund tæt på Vestskoven.
- I dag har jeg på Facebook fortalt, at jeg har stomi, fordi jeg skrev, at jeg skulle interviewes af en journalist. Så nu er det udbredt. Ikke at jeg har et problem med det – jeg tænker måske mere på min kæreste, siger Katrine og tilføjer lidt efter:
- Men jeg tror heller ikke, at det betyder noget for ham. Vi havde kun kendt hinanden i et halvt år, da jeg spurgte ham om, hvad han ville sige til, at jeg fik stomi. Han svarede, at det var helt okay med ham, hvis bare jeg fik det bedre.

15 operationer på 2 år

Det havde Katrine brug for. Hendes sygdomsforløb med colitis ulcerosa startede som 17-årig, hvor hun kort tid efter diagnosticeringen fik fjernet tyktarmen og fik en ileostomi.
- Dengang syntes jeg, at min liv var ødelagt. Jeg var i dyb krise og råbte og skreg, husker Katrine.
Et år senere fik hun en J-pouch. Stomien var væk, men det var problemerne ikke. Katrine havde ondt i maven det meste af tiden og befandt sig altid inden for radius af nærmeste toilet. Alligevel levede hun med generne indtil for 3 år siden, hvor hun fik fjernet det, som lægerne i første omgang troede var en Bartholinscyste – en knude i underlivet.
- Men det viste sig, at det var en fistel, som var blevet blotlagt, så der kom afføring ud de forkerte steder, forklarer Katrine.

Det afstedkom operation på operation på operation. Faktisk hele 15 på bare to år – alt imens hun uddannede sig til social- og sundhedsassistent.
- Til sidst sagde lægen: “Jeg går ud fra, at du ikke er interesseret i at få stomi?”, hvortil jeg svarede: “Du har jo aldrig spurgt mig!” Det var hans egen antagelse om, hvad jeg ville – måske kunne jeg have undgået nogle af de mange operationer, konstaterer Katrine, som endelig fik lukket fistelen efter at have fået stomi.

Hjælper borgere med stomi

I dag er mavesmerterne, toiletbekymringerne og de mange operationer fortid.
- Jeg skifter pose to gange om dagen og har aldrig lækage. Det havde jeg i starten, hvor jeg eksperimenterede med forskellige stomiprodukter, indtil jeg fik SenSura Click 2-dels med tømbar pose, siger Katrine og fortsætter:
- Efter stomioperationen er mit liv blevet meget bedre. Jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst. Være sammen med min mand og børn, motionere og arbejde 16 timer i døgnet, hvis jeg vil. Det er først bagefter, at det går op for en, hvor stor en belastning J-pouchen var, siger Katrine.

Apropos arbejde bruger Katrine også sine erfaringer som stomiopereret i stillingen som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Albertslund Kommune.
- Jeg møder mange borgere, som har stomi, og jeg er blevet fokusperson på området i hjemmeplejen. Helt naturligt har jeg en anden indgangsvinkel til f.eks. lækage. Jeg forstår vigtigheden af at have den rigtige hulstørrelse, og for nylig har jeg også hjulpet en borger med at få bevilget Brava Elastisk Kantsikring. Hans livskvalitet gik fra 0-100, da han slap for lækage, siger Katrine.

Har sagt nej til ny operation

Ifølge Katrine er hendes egen livskvalitet høj, fordi hun vælger at lade være med at se stomien som en hindring.
- Hvis først jeg ser den som et problem, bliver den et problem. En stomi er ikke en sygdom. Jeg har da også prøvet at sidde i en bus med afføring under tøjet, men man må bare op på hesten igen. I starten besøgte jeg forskellige internetfora for stomiopererede, hvor folk deler deres oplevelser. Måske er det nemt nok for mig at sige, fordi mit liv med stomi er helt uproblematisk, men jeg fik indtryk af, at nogle lever lidt i en ‘sygdomsboble’, siger Katrine.

Sidste sommer fik hun tilbudt at få reetableret J-pouchen, men det har hun indtil videre sagt nej til.
- Folk har spurgt, hvorfor jeg ikke vil det. Men hvorfor skulle jeg, når min stomi fungerer fint? Der er også en risiko ved en operation, siger Katrine og forklarer:
- Jeg har det rigtig godt med min stomi, og jeg ønsker, at andre stomiopererede skal have det godt med deres stomi. Det var derfor, at jeg tog kontakt til Coloplast Care for at fortælle min historie.

Tilmeld dig
To top