Det kan være svært at tale med andre om din stomi. Det hjælper tit at have en strategisk tilgang til det – især i starten.
Sådan forbereder du samtalen
Begynd med at overveje, hvad du ønsker at få ud af samtalen. Ønsker du at være i stand til at tale åbent med den anden person, eller ønsker du at vise, at ingenting har ændret sig?
Det kan hjælpe dig med at tackle følelser, behov eller bekymringer i den pågældende situation i stedet for “kun” at tale om din stomi – og give dig en mulighed for ikke at blive skuffet eller føle dig blottet.
Skriv starten af samtalen ned
Det kan virke fjollet, men det er faktisk kun starten på en svær samtale, der er svær. Så hvis du ved nøjagtigt, hvad du ønsker at starte med, gør du det lettere for dig selv at komme i gang.
Vær positiv
Din adfærd og måden du siger, det du ønsker at sige, vil i høj grad påvirke resultatet af samtalen. Så tag en dyb indånding, selvom du er nervøs, og vær positiv. Lytteren vil sandsynligvis indtage samme holdning og være mere afslappet.
Lidt velplaceret selvironi kan også være med til at lette den spændte stemning både for dig og dine omgivelser og dermed gøre samtalen lettere.

Sæt dig selv i lytterens sted, og find fælles fodslag
Lytteren har sikkert ikke haft lejlighed til at forberede sig på samtalen. Inden du bliver ked af det eller vred over et skuffende svar, skal du prøve at sætte dig selv i din samtalepartners sted. Et vredt svar er måske bare en følelsesmæssig reaktion på en angst for at miste dig eller det forhold, som I to har?
Anerkend den andens følelser og årsager til at reagere, som han eller hun gjorde. Det vil gøre vedkommende mere åben, når du siger, hvordan du ville ønske, at han eller hun havde reageret, og hvordan det fik dig til at føle.
Prøv at identificere de bekymringer, som I deler, og brug det, I har til fælles, til at skabe fælles fodslag. Det er den bedste måde til at opnå en konstruktiv og givende samtale.
Når samtalen bliver for seriøs
Det er let at blive besat af at tale om din stomi og kun fokusere på den. Det kan være godt at flytte fokus væk fra din stomi en gang imellem og tale om dine “gamle” lidenskaber, hobbyer og interesser. Det vil forsikre venner og familie om, at jeres forhold ikke har ændret sig.
Du behøver ikke at inddrage alle
Hvis du taler med alle om din tilstand, sætter du dig selv i en meget sårbar situation. Og med undtagelse af eventuelle børn eller børnebørn skal du have disse samtaler for din egen skyld, ikke for andres.
Hvis du taler med nogen, som ikke giver dig mulighed for at give udtryk for dine tanker og følelser, men i stedet bombarderer dig med råd – uanset hvor velmenende – er det okay at afslutte samtalen.

Hvordan fortæller du børn om din stomi
Hvis du har yngre børn eller børnebørn, tænker du måske i første omgang, at de er for små til at forstå det.
Børn håndterer det generelt godt, hvis de får en enkel og ærlig forklaring. Men hvis du skjuler sandheden for dem, kan de tro, at situationen er mere alvorlig end den i virkeligheden er.
Hvordan fortæller du teenagere om din stomi
Når teenagere eller selv ældre børn bliver konfronteret med en forælders sygdom eller operation, er det ikke ualmindeligt, at de reagerer ved at vise vrede og ved at trække sig tilbage.
Nogle forældre vælger kun at fortælle om deres operation i store træk. Men husk, at det trods deres måske afvisende reaktion stadig er vigtigt for dem at høre dine åbne og ærlige svar på deres spørgsmål. Husk også, at vrede kun er et udtryk for deres kærlighed til dig og reelt bunder i en frygt for at miste dig.