Opvågning til en ny virkelighed
Når du møder Samantha, er dit første indtryk: Sikke en stærk og positiv kvinde. Det er næsten ufatteligt, at Samantha for seks år siden tilbragte flere svære måneder på hospitalet, hvor hun kæmpede for at tilpasse sig fysisk og psykisk til sin nye virkelighed: livet i kørestol.
I en alder af 17 år faldt Samantha fra en lejlighed på tredje sal. Da hun vågnede på hospitalet, havde hendes liv taget en dramatisk drejning: Ulykken havde forårsaget en rygmarvsskade, så Samantha var lammet fra livet og ned og var bundet til en kørestol resten af sit liv.
På grund af rygmarvsskaden mistede Samantha også sin blærekontrol og var nødt til at anvende engangskateter. Det var en af de sværeste ting for Samantha, men hun var tvunget til at lære at kateterisere for at kunne forlade rehabiliteringen.
“Jeg husker, hvordan jeg ikke havde lyst til at gøre det. Jeg blev ved med at tænke: ‘Det her er uretfærdigt’. Men jeg endte med at gøre det bare for at komme væk fra rehabiliteringen, for jeg troede, at alt ville blive normalt igen, når jeg kom hjem.”
Men alt blev ikke normalt igen. Samantha kæmpede med at acceptere kateteret og fik sin mor til at udføre kateterisationerne. Det tog fire måneder, før Samantha følte sig klar til at håndtere sin nye virkelighed:
“På et tidspunkt efter at jeg kom hjem, indså jeg, at det her er min krop, og jeg vil have, at den kun skal være min. Jeg vil ikke have, at nogen anden skal have noget at gøre med kateterisationen. Så jeg tog kontrol og begyndte selv at kateterisere. Det var både skræmmende og udfordrende, for sommetider vidste jeg ikke, hvor jeg skulle sigte. Så jeg gjorde det forkert, og jeg gjorde det rigtigt, men generelt havde jeg det meget bedre med selv at gøre det.”
Kateter? Og hvad så?
At være lammet og bundet til en kørestol kan være udfordrende nok i sig selv, så det kan være skræmmende at skulle anvende kateter oveni alle de andre ændringer, som kroppen gennemgår. Men Samantha valgte et andet syn på kateterisation og betragter det nu som “endnu en ting, som livet bringer’.
“Du er nødt til at indse, at sådan vil det være på ubestemt tid, og at det sundeste, du kan gøre for dig selv, er at tage ansvar for det. Og det er bedst, hvis andre kender de ting, som følger med mit liv og det at sidde i kørestol.”
Hvad der virkelig har hjulpet Samantha, er at dele det med sine venner, så der ikke er nogen generthed eller usikkerhed, når det handler om kateterisation.
“Jeg plejede at være genert over at medbringe et kateter eller over at vise det for andre. Jeg var altid bekymret for, at det skulle falde ud af min taske, og at nogen ville se, at jeg har et kateter med. Nu kan jeg bare tage det ud af min taske og gå på toilettet – det er blevet naturligt for mig.”
Et lyst syn på livet
På trods af ulykken blev Samantha færdig på gymnasiet samme år, som hun kom til skade.
I dag er Samanthas mission at være en ‘normal’ teenager med samme appetit på nye eventyr som hendes jævnaldrende:
“Jeg kæmpede med at acceptere, at jeg skal anvende kateter. Jeg ville ikke have, at det skulle være en del af min daglige rutine. Men nu tænker jeg slet ikke over det. Det er en detalje, som jeg helt ærligt ikke længere er flov over at tale om.”
Samantha har fortsat med at dyrke sin kærlighed til dans, og sammen med sit kørestolsdansehold – The Rollettes – i hjembyen Los Angeles er hendes vilje til at leve et normalt liv stærkere end nogensinde:
“Det har givet mig en større følelse af uafhængighed. Vi rejser sammen som dansehold over hele landet. Alene det, at vi kan gøre det – og gøre det uden at være afhængige af andre – er en enorm tilfredsstillelse. Jeg er stadig i stand til at gøre det, som jeg gjorde før ulykken.”
Hvis du skal i gang med at lære at kateterisere, er Samanthas bedste råd at tage ejerskab:
“Hvis jeg havde været i rum med mig selv for fem år siden, hvor jeg kæmpede med at kateterisere, havde jeg sagt, at jeg skulle tage det roligt. At det vil blive nemmere. Ting sker, og det er en del af livet. Du bliver bare nødt til at tage ejerskab over situationen.”