Dit generelle velbefindende kan påvirke din opfattelse af dine vandladningsproblemer. Hvis du ikke har det godt, kan dine vandladningsproblemer virke mere uoverkommelige. Sund mad, som giver dig mere energi, gør kroppen stærkere og gør dig gladere, kan hjælpe dig med at få det bedre.
Man behøver ikke at spise kilovis af kål for at leve sund, og det er okay at spise chokolade og andre lækkerier – hvis bare du begrænser det. Sundhed må ikke være årsag til dårlig samvittighed, det handler derfor om at foretage de små ændringer i din kost, der er realistiske for dig.
Spis mere sund mad
Det er en god ide at fylde din tallerken halvt op med frugt og grøntsager. Frugt og grønt taber 50 procent af deres vitaminer per dag, så overvej at spise friske og danske grøntsager samt årstidens grøntsager. Prøv også at spise mest af det lyse kød, altså fisk og fugl.
Spis mindre usund mad
Der skal være plads til kager, is, pizza, burgere osv., uden at du får dårlig samvittighed - men prøv at spise mindre af det, og nyd det imens. I stedet for søde sager, kan du for eksempel en gang imellem spise nødder eller tørret frugt. Du kan også drikke vand i stedet for sodavand. Tilføj eventuelt lime eller citronsaft for at give det lidt smag.
Salt kan øge dit blodtryk, og du bør derfor kun indtage salt i begrænsede mængder. I stedet for salt, kan du anvende diverse krydderier og urter til at pifte din mad op. Det kan også være en god idé at sammenligne etiketterne på de madevarer, du køber, og at købe de varer der indeholder mindst salt.

Kalorier
En måde, hvorpå du kan begrænse dit indtag af kalorier, er ved at spise mindre, end du plejer. Du kan blandt andet putte mindre mad på din tallerken, end du plejer – anvend for eksempel en mindre tallerken end normalt, og anret din mad indbydende, så du rigtig kan nyde det. Når du går på restaurant, kan du vælge mindre portioner eller dele en ret.
Der går 20 minutter, før hjernen får besked fra maven om, at man er mæt. I de 20 minutter tager mange af os anden portion mad, selvom vi reelt ikke længere er sultne. Det kan derfor være en god idé at mærke efter, inden du tager anden portion mad, og stille dig selv spørgsmålet; Tager jeg en portion til, fordi jeg virkelig er sulten, eller gør jeg det, bare fordi at jeg har lyst til mere mad. Hvis du er i tvivl, så vent lidt og mærk efter, om du egentlig er mere sulten.
Få nok at drikke
Fyld en eller flere flasker eller kander med 1,5-2 liter vand, og opbevar dem i køleskabet. Så er vandet dejligt koldt, og du ved, at når du har tømt dem, har du fået din daglige mængde.
